Hækketyper
Den rigtige hæk skal passe til både haven, omgivelserne og den tid, du ønsker at bruge på vedligeholdelse. Nogle hække giver hurtigt tæt afskærmning, mens andre udvikler sig langsommere og kan stå flot i mange år. Her får du et overblik over nogle af de mest populære muligheder. Er du stadig i tvivl, hjælper vi gerne med at vurdere forholdene i din have.

Bøg (Fagus sylvatica)
En klassisk dansk hæk med friske grønne blade om sommeren og flotte gyldne efterårsfarver. De visne blade bliver ofte siddende gennem vinteren, så hækken stadig giver en vis afskærmning.
Vedligeholdelse
Klippes normalt 1–2 gange årligt. Bøg trives bedst i almindelig, veldrænet havejord og bør vandes grundigt i etableringsperioden. En veletableret bøgehæk er forholdsvis nem at holde.

Liguster (Ligustrum)
En robust og hurtigtvoksende klassiker, som egner sig rigtig godt til tætte, formklippede hække. Afhængigt af sort og vinter kan den beholde en del af løvet gennem vinteren.
Vedligeholdelse
Typisk 1–2 klipninger om året, men hyppigere klipning giver den skarpeste og tætteste hæk. Liguster tåler kraftig beskæring og er generelt meget robust.

Kirsebærlaurbær (Prunus laurocerasus)
En kraftig, stedsegrøn hæk med store, blanke mørkegrønne blade. Den giver effektiv afskærmning året rundt og kan relativt hurtigt udvikle sig til en stor og tæt hæk.
Vedligeholdelse
Klippes typisk 1–2 gange årligt. Kan vokse kraftigt og kræver derfor plads eller regelmæssig beskæring. Ved mindre hække giver beskæring med håndsaks ofte et flottere resultat end hækkeklipper, fordi de store blade ikke skæres over.

Thuja (Thuja occidentalis)
En tæt, stedsegrøn nålehæk, der giver effektiv afskærmning hele året. Thuja kan skabe meget ensartede og skarpe hække og findes både i langsommere og hurtigtvoksende sorter.
Vedligeholdelse
Klippes normalt 1–2 gange om året. Den bør klippes regelmæssigt og ikke skæres langt tilbage i gammelt, brunt ved, da den har svært ved at skyde igen derfra. Vand er særligt vigtigt efter plantning og i tørre perioder.

Avnbøg – Carpinus betulus
En hårdfør løvfældende hæk, som minder om almindelig bøg, men har mere riflede blade. Den tåler vind, beskæring og forskellige jordforhold godt og kan udvikle sig til en meget tæt hæk.
Vedligeholdelse
Klippes typisk 1–2 gange om året. Den tåler kraftig beskæring og kan derfor også være lettere at renovere end flere stedsegrønne hæktyper. Unge planter skal vandes godt under etableringen.

Taks – Taxus baccata
En eksklusiv, mørkegrøn og stedsegrøn hæk med meget tæt vækst. Taks vokser langsommere end eksempelvis thuja, men kan til gengæld blive både gammel og meget flot som formklippet hæk.
Vedligeholdelse
Ofte er én årlig klipning tilstrækkelig, mens to klipninger giver et meget skarpt udtryk. Taks har den store fordel, at den kan skyde fra gammelt ved og derfor tåler kraftig tilbageskæring. Hele planten – især frøene – er giftig ved indtagelse.

Navr – Acer campestre
En robust løvfældende hæk med små grønne blade og flotte gule efterårsfarver. Navr giver et lidt mere naturligt udtryk end eksempelvis bøg og liguster og klarer både vind og beskæring godt. Navr er ligeledes en faktastisk plante til våde områder.
Vedligeholdelse
Klippes normalt 1–2 gange årligt. Den tåler hård beskæring og kan både holdes som en stram hæk og få lov til at udvikle sig mere naturligt.

Spiræa – Spiraea
En blomstrende busk, som især egner sig til fritvoksende hække. Afhængigt af sort får den store mængder hvide eller rosa blomster og giver et blødere og mere naturligt udtryk.
Vedligeholdelse
Kræver normalt ikke traditionel hækklipning - men kan klippes i klassisk hækkeform. Udtynding og beskæring foretages efter behov, og tidspunktet bør tilpasses den enkelte sort og dens blomstring.

Hvidtjørn – Crataegus monogyna
En hårdfør, hjemmehørende plante, som kan danne en meget tæt og nærmest uigennemtrængelig hæk. Den blomstrer hvidt om foråret og giver senere bær, som er attraktive for fugle.
Vedligeholdelse
Kan klippes 1–2 gange årligt som almindelig hæk eller beskæres mere sporadisk som naturhæk. Tornene gør klipning og oprydning mere besværlig end ved traditionelle villahække.
Er du i tvivl om hæktypen?
Kontakt os for at få hjælp til at vælge og anlægge den rigtige hæk til din have. Vi laver gerne et uforpligtende tilbud baseret på dine ønsker og behov.